Organisationer, der knækker midt over
Om den voksende kløft mellem sekretariat og lokalafdelinger - og hvad I kan gøre ved det
Når jeg taler med ledere i medlemsorganisationer, møder jeg ofte den samme kombination: En stolthed over hvad sekretariatet har bygget op - og en bekymring for udviklingen ude i lokalafdelingerne.
Sekretariatet vokser, fondsmidler hentes hjem, nye projeter søsættes, og der ansættes koordinatorer, projektledere og fundraisere. Professionaliseringen breder sig -og det ligner umiddelbart fremgang.
Men ude i lokalafdelingerne er billedet et andet.
Fondspengene ændrer mere end budgettet
Det jeg peger på, er den spænding, der opstår, når den professionelle kerne i en organisation vokser sig stærkere, mens det folkelige fundament bliver svagere. Det er ikke noget, man gør med vilje. Det er et mønster, der opstår som en naturlig konsekvens af, hvordan civilsamfundet finansieres og organiseres i dag.
Fondsmidler kræver systematik, dokumentation og professionel projektledelse, kort sagt en professionalisering. Det trækker ressourcer og opmærksomhed mod hovedkontoret. Man bliver i højere grad en leverandør af ydelser og programmer, mens identiteten som folkelig medlemsorganisation langsomt forsvinder.
Konsekvenserne kan være alvorlige:
En voksende kløft og værdikamp mellem lokalt og centralt niveau
Frivillige, der trækker sig eller mister ejerskabet
En fortalerstemme, der nedprioriteres til fordel for leverandørrollen
Lokale bestyrelser, der mangler kompetencer og støtte til at navigere i en mere kompleks organisation
Men er det ikke bare fordi, de yngre generationer ikke gider at være frivillige?
Jo, delvis. Mange foreninger oplever reelt, at det er svært at rekruttere stabile frivillige til bestyrelsesposter, at der er brug for et generationsskifte, og at demografien i mange landsdele betyder, at der er færre folk at tage af. Det er ægte udfordringer. Men det jeg forsøger at pege på er en strukturel dynamik, der forstærker de udfordringer, der allerede eksisterer.
Jagten på en ny organisationsmodel
Det jeg oftest ser organisationer gøre, når spændingen bliver synlig, er at justere strukturen. Man laver en ny organiseringsmodel og tegner kasser, cirkler og streger på organisationsdiagrammet. Man drømmer om “selvorganiserende frivilliggrupper”.
Det hjælper sjældent ret meget. Ikke fordi struktur eller organisering er ligegyldig, fordi det er det langtfra - men fordi problemet ofte handler om kompetencer, kultur og manglende investering.
Tre veje — men kun én der kræver et bevidst valg
Der er reelt tre veje at gå:
Investere i at genopbygge det lokale niveau
Lade stå til og håbe at det går - mens de frivillige langsomt siver
Tage en ærlig strategisk snak - og vælge at nedprioritere det frivillige område
Den 2. vej er sjældent et bevidst valg, men det er den vej, mange organisationer reelt er på.
For dem der vælger den første vej - genopbyging kræver investering
At genopbygge det lokale niveau kræver en bevidst investering — egne midler, fondsstøtte eller partnerskaber.
Det er nemlig muligt at vende udviklingen, men det kræver politisk vilje i organisationen. Forudsætningen for det, er at man ser problemet klart.
Ræk ud, hvis du vil høre mere om hvad andre organisationer har gjort.