Jeg hjælper foreninger og medlemsorganisationer med at organisere sig stærkere. Her er lidt om, hvor jeg kommer fra, både fagligt og som menneske.
Uddannelse
Harvard University, Leadership, Organizing & Action, Kennedy School
Roskilde Universitet, cand.scient.soc (By, Plan & Proces / International Udvikling)
Københavns Universitet, bachelor i pædagogik
Arbejdserfaringer
3 år som chefkonsulent hos Democracy X (tidligere DeltagerDanmark)
15 års erfaring fra civilsamfundet - tidligere ansat hos Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Røde Kors
Lederskabsprogrammer og meningsdannerkurser for bl.a. TrygFonden og Dansk Ungdoms Fællesråd
Strategisk rådgivning og rapporter til Udenrigsministeriet, Verdens Skove og Globalt Fokus
Udvalgte opgaver
De senere år har jeg især arbejdet med danske foreninger og medlemsorganisationer om at gentænke deres organisering og medlemsdemokrati. Et udpluk:
Oxfam Danmark - Udviklede det nationale program fra første analyse til færdig national strategi, undervejs med en samlet workshop for sekretariatet og en afsluttende rapport.
Bedre Psykiatri - Faciliterede en organiseringsdag om den fremtidige frivilligorganisering på tværs af 40+ lokalafdelinger.
Danske Fysioterapeuter - Fællesdag om fagforeningens fremtidige politiske struktur.
PRAXIS (TrygFonden) - Faglig lead på TrygFondens nationale fyrtårnsprojekt om at styrke ForeningsDanmark
Derudover bl.a. Settlementet, Menighedsplejen, CISU og Danmission.
Jeg holder af en god historie, så her er fem nedslag fra mit liv. De forklarer bedre end et CV, hvorfor jeg laver det, jeg gør.
Opvækst i bofællesskabet Thorshammer
Jeg voksede op i bofællesskabet Thorshammer, som mine forældre var med til at bygge fra bunden i 1986. Det var et fantastisk børnefællesskab, hvor vi gravede huler og lavede buer. Engang rejste vi Midtjyllands højeste gynge, bare fordi ideen opstod.
Jeg lærte tidligt, at et godt fællesskab er noget, man bygger op sammen - og ikke noget, der bare opstår af sig selv.
Verden kalder - et legat til Indien
Som 17-årig rejste jeg alene til Indien på et legat for at tage min gymnasieuddannelse på en international skole midt i bjergene. Vi boede 150 unge sammen fra hele verden, og jeg mødte både brutal fattigdom og enorm rigdom på tæt hold.
Det lærte mig tidligt at skabe fællesskab på tværs af store forskelle, og det gav mig en nysgerrighed efter, hvad der får mennesker til at finde sammen om en fælles sag. Det er den samme nysgerrighed, der driver mit arbejde i dag.
Højskole i El Salvador, communities i Brasilien og tilbage til Danmark
Mit første voksenjob var hos Mellemfolkeligt Samvirke, hvor jeg var med til at etablere en højskole i El Salvador. Det projekt viste mig, hvor stor en kraft der ligger i uddannelse og empowerment.
Efter en tur forbi favelaerne i Rio vendte jeg hjem og kom med i kerneteamet, der opbyggede Mellemfolkeligt Samvirkes nationale afdeling fra bunden. Det var her, jeg lærte det håndværk, jeg lever af i dag, nemlig hvordan man skaber et stærkt team og et bæredygtigt program fra ingenting.
Democracy x, Harvard og arbejdet med folkeligt engagement
Siden blev jeg chefkonsulent hos den værdibårne konsulentvirksomhed DeltagerDanmark, som i dag hedder Democracy X. Her arbejdede jeg på nogle af tidens mest presserende kriser, ofte sammen med landets største civilsamfundsaktører.
Mit fokus var at styrke den demokratiske deltagelse og det folkelige engagement. Den interesse førte mig til Harvard, hvor jeg efteruddannede mig i Leadership, Organizing & Action under professor Marshall Ganz.
Mig og yndlingsprofessor, Marshall Ganz.
Familien og livet som selvstændig
Til daglig navigerer jeg hverdagen fra Nørrebro sammen med min kone Anne Louise og vores to børn. Børnene var en af grundene til, at jeg blev selvstændig, da det giver frihed til at få familieliv og arbejde til at spille sammen.
Billedet er fra lufthavnen, hvor vi var på vej hjem fra en intens og fantastisk måned i Vietnam.