Organisationer, der knækker midt over
Om den voksende kløft mellem sekretariat og lokalafdelinger - og hvad du kan gøre ved det
Når jeg taler med ledere i medlemsorganisationer, møder jeg ofte den samme kombination: stolthed over hvad sekretariatet har bygget op - og en bekymring for udviklingen ude i lokalafdelingerne.
Sekretariatet vokser, fondsmidler hentes hjem, nye projeter søsættes, og der ansættes koordinatorer, projektledere og fundraisere. Det ligner umiddelbart fremgang.
Men ude i lokalafdelingerne er billedet et andet.
Fondspengene ændrer mere end budgettet
Det jeg peger på, er den spænding, som opstår, når den professionelle kerne i en organisation vokser sig stærkere, mens det folkelige fundament bliver svagere. Det er ikke noget, man gør med vilje. Det er et mønster, der opstår som en naturlig konsekvens af, hvordan civilsamfundet finansieres og organiseres i dag.
Fondsmidler kræver systematik, dokumentation og professionel projektledelse. Det trækker ressourcer og opmærksomhed mod hovedkontoret. Man bliver i højere grad en leverandør af ydelser og programmer, mens identiteten som folkelig bevægelse langsomt forsvinder.
Konsekvenserne kan være alvorlige:
En voksende kløft og værdikamp mellem lokalt og centralt niveau
Frivillige, der trækker sig eller mister ejerskabet
En fortalerstemme, der nedprioriteres til fordel for leverandørrollen
Lokale bestyrelser, der mangler kompetencer og støtte til at navigere i en mere kompleks organisation
Men er det ikke bare fordi, de yngre generationer ikke gider at være frivillige?Jo, delvis. Mange foreninger oplever reelt, at det er svært at rekruttere stabile frivillige til bestyrelsesposter, at der er brug for et generationsskifte, og at demografien i mange lokalområder betyder, at der er færre folk at tage af. Det er ægte udfordringer. Men det jeg forsøger at pege på er en strukturel dynamik, der forstærker de udfordringer, der allerede eksisterer.
Jagten på en ny organisationsmodel
Det jeg oftest ser organisationer gøre, når spændingen bliver synlig, er at justere strukturen. Man laver en ny organiseringsmodel og tegner kasser, bobler og streger på et organisationsdiagram. Man drømmer om “selvorganiserende frivilliggrupper”.
Det hjælper sjældent ret meget. Ikke fordi struktur eller organisering er ligegyldig, men fordi problemet ofte handler om kompetencer, kultur og investering.
Genopbygning kræver investering — ikke et snuptag
Vejen frem handler om at genopbygge det lokale niveau, og det kræver en bevidst investering. Det kan finansieres på forskellig vis: Egne midler, fondsstøtte, partnerskaber. Men det kræver, at organisationen anerkender problemet for det, det er, nemlig en strukturel skævvridning, som ikke løses hurtigt.
De mest modige organisationer tager hul på ting som:
En grundlæggende samtale om hvad organisationen egentlig er - bevægelse eller programorganisation?
Reel indflydelse til det lokale niveau — ikke kun formel repræsentation, men en stemme i de beslutninger der tæller
En revision af hvad succes ser ud som - så længe det måles i fondsmidler og leverancer, trækker tyngdekraften mod sekretariatet
Fondsmidler til kapacitetsopbygning — ikke kun til projekter
Det er muligt at vende udviklingen, men det kræver politisk vilje i organisationen til at prioritere det lokale - også når fondene ikke betaler for det.
Det er som regel det sværeste skridt. Ikke fordi løsningerne er komplicerede, men fordi det kræver, at man ser problemet klart.
Ræk ud, hvis du genkender dynamikken.
Telefon 30484940
malte@maltewarburg.dk